|
|
 |
Stresssupervision for supervisorer
Formålet med supervision er at fagprofessionelle kan blive klogere og
skarpere på deres egen praksis. Det kan være et rum for faglig sparring,
hvor man ser sig selv og sine opgaver i et nyt perspektiv. Hjælper
hinanden til at implementere nye metoder eller faglige tilgange.
Arbejder man med mennesker, det være sig borgere, patienter eller
klienter, bruger man sig selv rigtig meget i arbejdet og det kan være
udfordrende både fagligt, etisk og følelsesmæssigt.
Formålet med stresssupervision har imidlertid et andet fokus.
Det forholder sig nemlig ofte sådan at stressfremkaldende faktorer i
organisationen responderes ind i supervisionsrummet. Det kan virke
forstyrrende ind på en konstruktiv supervision, da det er forhold i
organisationen, der ikke kan løses i supervisionsrummet.
Den dialog der skulle handle om faglighed, kommer til at handle om alle de
forhold der belaster eller frustrer os.
Ofte stiller organisationerne også det krav at supervisionen ikke må
bruges til at snakke om belastende og stressende forhold. Men hvis
supervisionen er det eneste rum hvor det er muligt, ender gruppen
alligevel med at få det med i supervisionsrummet.
Men stress fylder og det fylder meget. Og hvis der ikke er rum til at
snakke om det, snakkes der om det i de rum, der eksisterer og egentlig
skulle bruges til faglig supervision på cases og sager. Det kan være
frustrerende for både supervisanter og for supervisorer.
Organisationer der gør brug af supervision, er ofte også organisationer
med store udfordringer, som høj omstillings- og effektiviserings
intensitet, organisatorisk utryghed, oplevet organisatorisk uretfærdighed,
autoritetsskred og krav om ”samfundsservice”, det grænseløse arbejde,
work-life balance problematikker, øgede dokumentationskrav og dårlig
ledelseskvalitet. Alt sammen noget som ofte konsekverer i tidspres, store
arbejdsmænger, forringet fagligkvalitet, samarbejdsproblemer, mobning og
stress.
Formål med workshoppen:
- At få en indsigt i og redskaber til at frigøre rummet for
stressproblematikker.
- At følge organisationens retningslinjer, uden at skulle gå ind i en
diskussion om arbejdsvilkårene og disses konsekvenser.
- At gøre dette i respekt og erkendelse af at disse udfordringer er
reelle.
Indhold:
- Om sammenhængen mellem psykologiske processer og arbejdsvilkår.
Umyndiggørelse og fremmedgørelse, så vi i stigende omfang nedbrydes
fysisk og psykisk, er ofte resultatet af de følelsesmæssige belastninger
mange medarbejdere slås med i hverdagen.
Stressplagede medarbejdere føler sig i stigende grad isolerede og
afmægtige og uden overskud til at samarbejde i fællesskaber. Vi opfatter
jo ofte arbejdet med stress, som ide om at hjælpe den stressramte med at
udvikle redskaber til at tåle konfrontationen med virkeligheden, men vi
skal være på vagt for ikke at forvrænge realiteterne.
- Det handlingsmæssige råderum.
Supervisorer skal udøve supervision på cases og sager. Det sætter visse
rammer for opgaven. Men ofte er det sådan, at det er mødet mellem
supervisoren og medarbejderne der i sidste ende definerer den måde
råderummet rent faktisk bliver anvendt på. Stressproblematikker hører til
i et andet rum, så hvordan vi, som supervisorer, får ”parkeret”
stressproblematikker kan være dilemmafyldt og komplekst.
- Modernitetens individualisering og privatisering.
Menneskeheden antages at have en fælles natur, som er individualiseret i
det enkelte menneske, idet arv, miljø og medfødte evner varierer fra det
ene menneske til det andet.
Der er i psykologien et traditionelt dilemma mellem på den ene side et
humanitært engagement, der kan være med til at sikre bedre arbejdsforhold
og på den anden side en opgave der skal gøre medarbejderne
tilpasningsparate til forhold der opleves som stridende mod væsentlige
begreber som værdighed, ordentlighed og humanisme.
Udbytte:
Det er workshoppens klare intention at deltagerne skal gå derfra med
kompetencer der gør dem i stand til at supervisere på de betingelser og
under de retningslinjer der er udstukket fra organisationen og at dette
gøres uden at efterlade supervisanterne i frustration og en manglende
fornemmelse af anerkendelse.
Underviser:
Thomas Milsted
|
|
|
|
