For ledere
» Møller & Milsted
» Hvem er vi?
» Hvad tilbyder vi

1. Rådgivning
2. Processer
3. Kurser
4. Uddannelser
5. Foredrag
6. Supervision
7. Individuel
behandling
/coaching


» Trivselsrådgiver
uddannelsen
» Grønland: Kursus
» Manualer
» Nyhedsbrev
» Værdimåling
» Trivselsmåling
» Referencer
 
KONTAKT OG
YDERLIGERE INFO

mm@mmcon.dk
TLF. 3141 8376

 

     

Arbejdsglæde motivation og trivsel

- et foredrag for ledere om strategisk tilgang til arbejdsmiljøet


Foredraget er henvendt til ledere, som ønsker ny inspiration til at skabe den gode arbejdsplads og bygger på Thomas Milsteds meget anmelderroste ledelsesbog fra 2014 ”Arbejdsglad”.

Thomas Milsted har gennem tyve år arbejdet med trivsel, forandringer, stress og arbejdsglæde. Foredraget her er hans konkrete bud på, hvordan vi kommer ud af stresscirklen og i stedet får fokus på det vigtige: arbejdsglade medarbejdere.
Ledere er supergode til at forholde sig strategisk, målrettet og resultatorienteret til deres arbejdsopgaver. Men når det gælder områder som trivsel, stress og andre faktorer som har betydning for det psykiske arbejdsmiljø, møder de store udfordringer.
Det er ikke uoverkommelige indsatser, der skal til, for at skabe arbejdsglade medarbejdere. Det handler om at tilegne sig en overkommelig mængde psykologiske viden og kombinere den med viljen til at folde den ud i praksis

Indhold:
 

 
  • Fra projekt til proces. Forskningen viser med al tydelig at projekter har det med at gå i sig selv efter nogen tid, hvorimod vedvarende processer, med stærk lederfokus, holder fast i forandringerne.
  • Fra dialog til strategi. Her vil lederen blive præsenteret for en række modeller og strategiværktøjer, som forskningen viser har god effekt for implementeringen af de forandringer der skal vedligeholde  trivslen
  • Struktur eller individ. Hvilken struktur i organisationen skaber de bedste forudsætninger for trivsel og hvilke greb skal man som medarbejder som minimum kunne tage ansvaret for selv.


Det får lederne ud af foredraget:

Foredraget giver lederen en grundig introduktion til hvordan man kan arbejde strategisk med at skabe trivsel og arbejdsglæde, så man kan komme stressen til livs.
For den enkelte leder handler det om at kunne skabe balance mellem organisationens krav medarbejderens grundlæggende behov. Det handler faktisk ikke om at please medarbejderne men om at lede og guide dem på den rigtige måde. Det gives der redskaber til.
 


Anmeldelser af bogen ”Arbejdsglad”:
 

Lektørudtalelse
Bogen er henvendt til ledere, der virkelig ønsker at gøre noget ved trivslen og arbejdsglæden i den virksomhed, de har ansvar for. Den kan naturligvis også bruges af studerende, der skriver opgave om medarbejdertrivsel og stressproblematik

Beskrivelse
Thomas Milsted kender vi fra flere titler om stress som oftest henvendt til den enkelte om at håndtere den vanskelige situation bedre. Her i bogen tager han lederens perspektiv og skelner imellem proaktiv og forskningsbaseret stressforståelse, hvor den proaktive handler om at lære den enkelte medarbejder at håndtere stress, mens den forskningsbaserede ikke ser stress som en abnormitet hos den enkelte, men antager, at stress opstår i et givent miljø og rammer forskelligt. Han har flere forskellige parametre med i sin stressforståelse: måle/veje-kulturen, som i sin grundsubstans ligger fjernt fra vores skandinaviske kultur, finanskrisen, hvor ledere presset af de økonomiske omstændigheder glemte medarbejdernes trivsel til fordel for bundlinjen. Men de 2 ting hænger sammen og lederen kan vælge at satse på medarbejder trivsel af økonomiske eller etiske grunde. Vejen er den samme og bogen giver praktiske redskaber til at minimere stress. Det kræver opmærksomhed og tid.

Samlet konklusion
Jeg synes, det er en af de bedste bøger om stress til ansvarlige ledere. Den tager et helikopterperspektiv på situationen og dykker ned på centrale områder

Lektørudtalelse
Alma Lind Jensen

Andre anmeldelser:


Af Per Thygesen-Poulsen. Danske Kommuner

En forfatter og rådgiver for private og offentlige virksomheder har skrevet en bog om et aktuelt emne med nyttige råd til ledere i et letforståeligt, dagligdags sprog.
Læsere med lederbaggrund fra årene før krisen vil synes, at Thomas Milsted fortæller meget, som burde være selvfølgeligt. Men de seneste ti års krise har flyttet private og offentlige lederes fokus fra det faglige til bundlinjen. Det har medført organisationsændringer, afskedigelser og beslutninger, hvis besparelser måske ikke er store, når man indregner alle de indirekte omkostninger. Stress koster dyrt i sygefravær, rehabilitering, tabte arbejdsdage, mindre kreativitet, tidlig pensionering. Kort sagt en reduktion af den immaterielle kapital, som mange regner for virksomhedens vigtigste ressource.
Det er derfor nyttigt, når forfatteren opfordrer ledere til at træde et skridt tilbage og se på deres beslutninger og den måde, de gennemføres og kommunikeres på, med medarbejdernes øjne. Empati, indlevelsesevne er en vigtig egenskab for fremtidens ledere.

At skabe selvtilfredshed
Det er en fornøjelse at læse en bog om ledelse, skrevet i et dagligdags sprog uden en indforstået terminologi. Her gør man tingene i stedet for at implementere en strategi.
Det, langt de fleste mennesker gerne vil kunne sige til sig selv, når de går i seng om aftenen, er: 'Det gjorde jeg sgu godt'. Så enkelt udtrykker Thomas Milsted behovet for selvtilfredshed. En selvtilfredshed som trues, når vi gennem sparekrav og detailinstrukser bliver forhindret i at leve op til vores faglighed.
Stress og frustrationer er hverdag i både den private og den offentlige sektor. At bekæmpe dette er en lederopgave, som kræver forståelse for de grundlæggende psykologiske behov, der må opfyldes i dagliglivet, hvis mennesker skal trives.
Disse behov får hver sit kapitel i Milsteds bog. Det er, udover selvtilfredshed og anerkendelse, kontakt, indre-styrethed (at opleve kontrol), kompetence, lyst, kropslig trivsel, tryghed og mening.

Stress rammer forskelligt
Mens man tidligere mente at stress var noget personligt, har forskningen nu vist at det ikke er nok at hjælpe den enkelte, det er nødvendigt at ændre de ydre vilkår. Det er omfanget af arbejdsopgaver, problematisk ledelsesstil og utryghed, der genererer stress, understreger Milsted.
'Stress handler jo ikke kun om at have travlt, men også om at medarbejderens integritet som menneske og fagperson bliver udfordret,' skriver han. Men vi er forskellige. Stress opstår under de foreliggende ydre vilkår, men det samme vilkår kan ramme individer forskelligt.
Thomas Milsted henholder sig til professor Eggert Petersens trivselsundersøgelser fra tresserne, som viste, at trivsel ikke var en entydig størrelse, men var forholdet mellem hvordan den enkelte oplevede vilkårene, og den enkeltes forventninger. Danskernes store tilfredshed skyldes ikke kun, at vi har det godt, men også at vore forventninger er realistiske. Totalt set handler trivsel om tre ting:

 

  • Den enkelte medarbejders eller leders forventninger
  • Den enkeltes formåen i forhold til opgavemængde og kompleksitet
  • De rammer og vilkår, den enkelte skal fungere i, med respekt for de grundlæggende mekanismer, der styrer og motiverer.

Arbejde i praksis
Ud over de mange beskrivelser af situationen og de velmente formaninger til lederne, leverer Thomas Milsted på baggrund af sine praktiske erfaringer et hjælperedskab til at komme i gang med det praktiske arbejde for at reducere stress gennem forøget trivsel.
På otte af bogens sider beskriver han en proces i fem trin, som han hellere ser med lederen som tovholder end en tilkaldt konsulent. Her kan medarbejderne skrive, hvad der stresser dem og gør dem mindre effektive, enkeltvis, parvis, gruppevis og i plenum. Resultaterne forelægges ledelsesniveauet, som så må tage stilling til ønskerne og melde tilbage til hvad der kan og i givet fald vil blive gjort fra ledelsens side.
Det redskab, som præsenteres i kapitlet om forholdet mellem stress og manglende trivsel, gentages i det senere kapitel om Indre-styrethed (kontrol).
For følelsen af at være berøvet kontrollen og dermed evnen til at styre sine handlinger, tanker og beslutninger, er ikke kun kilde til frustration i sindet, men også til biologiske reaktioner gennem organismens reaktioner på trusler og angreb.
'Manglende kontrol svækker ganske enkelt vores immunsystem i en sådan grad, at det må betegnes som sundhedsskadeligt,' advarer Milsted.
Og til lederes håndtering af medarbejdernes indre-styrethed foreslår han derfor det samme arbejdsredskab som til trivselsproblemerne.

Ledernes dilemma
Som leder er det ikke længere tilstrækkeligt kun at have gode faglige kundskaber, fastslår Thomas Milsted. Arbejdet med stress, frustrationer og manglende trivsel stiller en række væsentlige krav:
 

  • at tage lederrollen når der skal skabes konsensus
  • at se tingene fra andres vinkel
  • at få andre til at se mulighederne frem for begrænsningerne
  • at hjælpe samarbejdet på gled
  • at forebygge konflikter
  • at tage ansvaret uden for sit definerede jobområde
  • at kontrollere sig selv over for tid og forpligtelser
  • at koordinere sin indsats i et teamwork
  • at møde medarbejderen, hvor han er i forhold til forskellighed og kompetencer.

('Hvad en moderne leder skal være i stand til', Thomas Milsted: Arbejdsglad)

Det er klart at en afdeling, en virksomhed eller institution vil blive klogere på sig selv efter en indbyrdes dialogproces, enkeltvis, parvis, gruppevis, i plenum og sammen med ledelsen.
Men lederen står tilbage med problemerne om at realisere nogle af de løsninger, der foreslås. Det må ske inden for begrænsninger i det økonomiske budget, i lederens beføjelser, i regler og direktiver fra det økonomiske og politiske bagland. Dette dilemma påpeger bogens forfatter, men det kan ikke fratages lederen, der som læser sidder tilbage med en utilfredsstillende følelse af frustration efter de mange velskrevne, velgennemtænkte og aktuelle råd og vejledninger.

Flere anmeldelser:

 

 
"Jeg synes, det er en af de bedste bøger om stress til ansvarlige ledere. Den tager et helikopterperspektiv på situationen og dykker ned på centrale områder"

Lektørudtalelse
Alma Lind Jensen